Introduktion til Broadwayteknikken

Her kan du læse meget mere om Broadwayteknikken og mine bøger ”Syng Musical” og ”Syng Mere Musical”.
Og ikke mindst hvorfor både musicalperformere og sangpædagoger anbefaler Broadwayteknikken som deres foretrukne sangteknik.
Broadwayteknikken er udarbejdet af Barbra Streisands sanglærer i New York, Mrs. Elizabeth Howell.

Sådan blev Broadwayteknikken til

Mrs. Elizabeth Howell var oprindelig uddannet operasanger, men da hun i 1955 fik en rolle i musicalen ”Damn Yankees” på Broadway, blev hun hurtigt klar over, at hun måtte udvide sin klassiske sangteknik med en ny teknik, som passede til musicalstilen. Hun gik derfor i gang med at lytte til de store musicalstjerner, og ved at se og høre på dem fandt hun frem til nogle få basis sang øvelser, som træner de vigtigste stemmefunktioner samt en ny og banebrydende måde at tænke på, når man synger. Hun kaldte det Broadwayteknik.

Hvad er Broadwayteknikken?

Broadwayteknikken består af 9 basis sangøvelser, som er beskrevet i bogen “Syng Musical”. Øvelserne er udfærdiget sådan, at du kommer til at træne din stemme i hele dens omfang og i forskellige sangdiscipliner.

Likse Nees med Elisabeth
Her ses jeg sammen med Elizabeth Howell i hendes lejlighed i New York.

Ved at træne med Broadwayteknikken dagligt opnår du en utrolig smidighed og styrke i din stemme. Broadwayteknikken er også en anderledes måde at tænke på, når man synger. F.eks. arbejder man ikke med ”høje” eller ”dybe” toner, men med hurtige eller langsomme svingningsfrekvenser.

For dét, der i virkeligheden sker i stemmen, når vi synger, er at stemmebåndene bevæger sig i hurtigere eller langsommere svingninger – ikke opad eller nedad. I Broadwayteknik skal du altid bare tænke på at synge fremad – og det er jo lige netop i den retning, publikum sidder. Dernæst hjælper dette også ved spændinger i halsområdet, som ofte opstår, netop fordi du tænker: ”uh, nu kommer den høje tone”.

Hvad kan du bruge Broadwayteknikken til?

Broadwayteknikken er specielt udarbejdet som basis sangteknik til musicals, musikforestillinger, musikdramatik og teaterkoncerter. Den er ideel til dette, fordi den forener det bedste fra klassisk og rytmisk sangteknik med en utrolig tekst-tydelighed og musikalsk dynamik, hvilket er altafgørende, når du skal formidle sangens indhold, historie og drama for publikum.

Broadwayteknikkens sangtekniske udgangspunkt

Broadwayteknikken tager udgangspunkt i mellemområdet af stemmen (det område, hvor de fleste musicalsange ligger), og når du behersker dette område med en koncentreret og fyldig kerne i tonen og i alle lydstyrker, kan det udvides i begge retninger, indtil du kan synge i hele dit stemmeomfang uden hørbare registerskift. Dette giver et samlet sangligt indtryk for publikum af den rolle, du spiller/synger.

Ligeledes arbejdes der med åbne resonansrum, d.v.s. du skal være opmærksom på at åbne munden meget på ”åbne” vokaler, hvilket giver dig en stor og fri lyd. Den tilføjer du så en fremadrettet klang og en aktiv artikulation (tekst-tydelighed), og du har nu det bedste grundlag for at synge musical.

Hvem kan synge Broadwayteknik?

Alle kan benytte Broadwayteknik – såvel begyndere som professionelle. Broadwayteknik er en sund basis sangteknik, som ikke skader stemmen (medmindre du ikke følger anvisningerne i bogen). På den medfølgende cd er der to sæt øvelser: ét på 10 minutter, som anbefales til begyndere og let øvede til at træne stemmen med, og ét på 20 minutter til dig, der er på øvet niveau, semi-professionel eller professionel musicaloptrædende til at vedligeholde stemmen med eller til at varme op med inden forestillinger.

Læs mere om Broadwayteknik: